Festivalen er vokset til nu at være en reel magisk byfest i Odense, og vi har oplevet en større og større efterspørgsel på aktiviteter der strækker sig bredere end målgruppen 12 år. Vi er samtidigt også nødt til at respektere det brand som Harry Potter er, og det er derfor blevet tid til en forvandling af festivalen. Festivalen vil derfor ikke længere hedde Harry Potter Festival.
Vi holder fast i mange af de gode og gammelkendte aktiviteter – Quidditch-turneringen, Harry Potter koncerterne med symfoniorkestret, togturen og mange andre aktiviteter, men mange bliver med friske navne og vi tilføjer også helt nye aktiviteter og samarbejdspartnere.
Det nye festivalnavn brygger stadig i heksekedlen, men vi kan garantere, at festivalens ånd videreføres. I år vil festivalen på mange måder ligne de foregående år, men fremadrettet vil det nye koncept favne et større og mere generelt fantasy-univers og bl.a. tilbyde mere til unge og voksne, samtidig med at der selvfølgelig stadig vil være plads til både trylleskoler og troldmandsdueller. Vi håber at I har lyst til at være med til at sætte jeres præg på festivalen fremover, ikke mindst i form af gode idéer til nyt navn og nye aktiviteter på festivalen.
Vi glæder os til masser af magi sammen med jer alle sammen i Odense!