zonekort

Det magiske riges flittigste feer har samlet en masse nyttig information om festivalen til dig her, så du er klar til, at magien for alvor indtager hjertet af Odense.
Magiske Dage Odense er en tilbagevendende festival, der er arrangeret af Odense Bibliotekerne i samarbejde med en række kulturinstitutioner og aktører.
Siden 2002 har festivalen fundet sted hvert år i slutningen af uge 42. Magiske Dage Odenses fulde program udfoldes fredag og lørdag med aktiviteter og rollespillere i byens gader, mens du kan opleve enkelte opstartsaktiviteter torsdag.
Hvert år deltager tusindvis af små og store magikere fra både ind- og udland. De fleste af festivalens aktiviteter henvender sig til børn i alderen 8-12 år, men der er også aktiviteter for unge og andre magisk interesserede uanset alder.
På mange måder er Magiske Dage Odense en byfest med aktiviteter spredt ud over Odenses indre by. Der findes ingen egentlig ind- og udgang til festivalpladsen, og du skal derfor heller ikke betale en entré for at komme ind i festivalområdet.
Men hvordan finder jeg så rundt, hvis festivalpladsen ikke er afgrænset, tænker du måske?
Bare rolig. Selv ikke de stærkeste stifinderbesværgelser kan hamle op med Magiske Dage Odenses app, som både kan vise dig vej til de magiske aktiviteter samt give dig et fortryllende overblik med et zonekort. Kortet er delt op i syv farvede zoner, som tilsammen udgør det samlede festivalområde. Hver zone indeholder en række magiske aktiviteter, som du finder på Magiske Dage Odenses hjemmeside. Her fremgår det tydeligt hvilken zone, den enkelte aktivitet er placeret i.
Du har også mulighed for at få et nyttigt overblik over alle aktiviteter i én bestemt zone ved at vælge zonen i hjemmesidens filtreringsmulighed.
Magiske Dage Odense bugner af magiske aktiviteter, og du kan få det fulde overblik over dem alle i festivalens program. Her kan du fx læse, hvad de enkelte aktiviteter går ud på, hvor de finder sted og hvilken aldersgruppe, de primært henvender sig til.
Nogle aktiviteter er gratis, mens andre kræver, at du har købt/bestilt en billet på forhånd via Magiske Dage Odenses hjemmeside. Der er også en gruppe aktiviteter, hvor du blot skal møde op og betale for din deltagelse på stedet. Her kan du betale på to måder – enten via MobilePay eller med odinarer – Magiske Dage Odenses valuta.
Hvis du har spørgsmål på Magiske Dage Odense, kan du altid finde svar hos Magisk Info på Magisk Markedsplads på Gråbrødre Plads 1. Her står vores klogeste magikere klar både fredag og lørdag til at svare på alle dine spørgsmål.
Det er også her, at du kan købe "Odins slør" (Magiske Dage Odenses egen fortælling), efterlyse vildfarne besværgelser og mødes med dine magiske kammerater.
Hvis du har brug for at parkere din bil, kan du med fordel bruge Odense Kommunes app, "Odense Rundt", hvor der er en guide til parkering i nærheden af festivalen. Se Odense Rundt eller download den som app fra enten App Store eller Google Play.
Alternativt kan du parkere på en af de 800 gratis parkeringspladser ved Odense Letbanes Park&Ride-anlæg på Søndre Hospitalsvej 25 i Hjallese – tæt ved motorvejsafkørsel 50, Odense SØ. Herefter kan du tage letbanen ind til Odense centrum. Se køreplanen for Odense Letbane
Læs endnu mere om Magiske Dage Odense på festivalens info-side.
Rigtig god festival!