Mission & vision

Magiske Dage Odenses baggrund

Festivalen Magiske Dage Odense arrangeres af Odense Bibliotekerne. Den produceres i samarbejde med Odense Kommune samt mange forskellige odenseanske kulturaktører. Festivalens fundament hviler stærkt på ildsjæle i form af frivillige, og engagement fra forskellige kulturinstitutioner i byen.

 

Magiske Dage Odense startede ud som Harry Potter Festival i 2002, og er siden vokset fra et enkelt aftensarrangement til en tilbagevendende magisk byfest med halvdelen af festivalens deltagerne tilrejsende fra Sjælland og Jylland. Siden 2018 har festivalen haft navnet Magiske Dage Odense, og søger derfor at nå ud til et bredere publikum med forgreninger til forskellige magiske og eventyrlige universer funderet i børnelitteraturen.

 

Magiske Dage Odenses vision og mission

Magiske Dage Odense har som mission, at tilføje et drys af magi til Odenses byrum. Vi sætter alle kræfter i værks for at være en nytænkende, inddragende og magisk urban festival som aktiverer byrummet, forskellige kulturinstitutioner, ildsjæle og inddrager forskellige dele af det odenseanske erhvervsliv. Det er tre dage om året, hvor vi hiver sløret af hverdagens Odense og afslører magien som gemmer sig under overfladen.

 

Med Odense Bibliotekerne som hovedafsender vil festivalen dykke ned i fantasien, og trække tråde til magien og det eventyrlige i velkendt og ny børne- og ungdomslitteratur. Det er festivalens vision fortsat, at udbrede litteraturen til børnefamilier, unge samt magielskere gennem interaktivitet, inddragelse og leg.

Du bestemmer over dine data. Hjælp os med at forbedre oplevelsen på hjemmesiden ved at acceptere cookies.